Aflønning af vikarer 2

Husk at aftale aflønning med vikarer

Hvad koster en vikar? Det kommer helt an på, hvad der er aftalt. Hvis ikke der er lavet en aftale forud for vikararbejdet, så koster en vikar det, som vikaren efterfølgende forlanger! Husk derfor altid at aftale med jeres vikar, hvad menighedsrådet vil betale til vikaren for de enkelte opgaver.

For at undgå at skulle betale for meget for arbejdet, kan menighedsrådet vælge at lave en oversigt over den betaling, som menighedsrådet vil give for de forskellige handlinger og aktiviteter, og udlevere den til vikaren inden arbejdet påbegyndes. Menighedsrådet kan også på forhånd aftale en timeløn samt antallet af timer til brug for den enkelte opgave med den enkelte vikar.

Der findes ingen regler for, hvad kortvarige vikaransættelser skal aflønnes med. Lønnen aftales individuelt mellem vikaren og menighedsrådet.

Landsforeningen har udarbejdet vejledende timelønssatser for kirkesangervikarer og organistvikarer. Se satserne i lønvejledningen på Den Digitale Arbejdsplads: Håndbøger/Vejledning i menighedsrādsarbejde/Menighedsrådet som arbejdsgiver/ Forhold under ansættelsen/Lønforhandling/Menighedsrådet ønsker selv at stille forslag om løn/Vælg stillingskategori/Kirkesanger eller organist/individuelle vilkår.

Hvis menighedsrådet ansætter en vikar for en længere periode, fx i forbindelse med længerevarende sygdom, barsel eller orlov, så kan det betyde, at vikaren bliver omfattet af gældende overenskomster. Ring til Landsforeningen, hvis I er i tvivl.

 

Kilde: Menighedsrådenes blad, nr. 10 2015